Vi er netop kommet hjem efter knap 4 fantastiske uger på Bali og de nærliggende øer. Vi rejser så meget vi kan få tid og råd til. Vores rejse har kostet os ca. 60.000 inkl. lommepenge. Dette er bestemt ikke mange penge, for 4 uger på de fedeste steder og på lækre hoteller, hvor vi ikke har sparet på noget. Jeg bliver ofte spurgt om, hvordan vi kan rejse så ofte som vi gør og hvordan vi får råd til det. Vi er nok ikke rigere, end de fleste andre danskere, men rejser er noget vi prioriterer meget højt i vores budget. Her kan du læse mine bedste spareråd og tricks til at kunne rejse ofte.
For det første: Planlæg rejsen selv. Vi har ofte siddet og drømt os væk til f.eks. Thailand, og når vi har tjekket rejseselskaberne har det været meget dyrt. Jeg har så selv forsøgt at lave sammen tur, hvilket er blevet meget billigere end via dem. Jeg har skrevet lidt om her, hvordan vi plejer at planlægge vores rejser selv. Men her har jeg skrevet 6 tips om hvordan du selv kan spare penge på flybilletter, overnatning og i hverdagen hjemme.
Billige flybilletter
- Tjek flybilletter ofte. Af og til kommer der korte kampagner, hvor man kan få billige flybilletter. Det er oftest her den største post i rejsebudgettet ligger. Men det er med at være hurtigt ude, for at få de gode priser.
- Rejs udenfor sæsonen. Vi har sparet ca. 10.000 kr. på flybilletter flere gange, ved at ændre rejsen til en uge før den oprindelige ferie. Det kræver nogle lidt skæve ferietider og børn ud af skolen nogle dage, men det synes jeg bestemt er det værd.
- Land så tidligt som muligt, og rejs hjem så sent som muligt. Sådan kan I evt. spare to ekstra overnatninger. Hvis I flyver sent aften eller om natten, kan I ofte blive på hotellet hele dagen og bruge badet og omklædning i fitnessrummet eller ved poolen.
- Flyv ud og hjem tirsdag. Generelt set er den billigste dag at flyve tirsdag. Det er oftest dyrest fredag og søndag. Tjek flyselskabets lav-pris-kalender. Her er der rigtig mange penge at spare, hvis jeres rejsedage ikke er faste. Flybilletter til Singapore og hjem fra Bangkok inkl 2 stk bagage, endte med et koste knap 12.500 for 2 voksne, 2 børn og 1 baby. Gør det samme når I booker indenrigstransport. Både fly og båd har forskellige priser efter dagene og tidspunkterne på dagen I rejser på. Husk at hav jeres evt. jetlag i tankerne, når I bestiller. Er destinationen foran i tid, er det ikke så slemt at skulle rejse videre sent om aftenen, og der kan være penge at spare.
- Rejs med så lidt indtjekket bagage. I kan alligevel ikke slæbe for mange tasker rundt, hvis I skal rejse meget. Hvis I rejser med store duffelbags, er de nemme at have på ryggen og I har hænder fri til tasker og børn. Vi er slev meget glade for at bruge den her, som i skrivende stund er på tilbud.
- Drop flymaden. Til Singapore og retur fra Bangkok, sparede vi de 2.500 kr. som flymaden villa have kostet os. I stedet købte vi 2 sandwich og 2 salater og nogle drikkevare til turen ud. Dette klarede vi os fint med. (Overspisning er endda med til at øge jetlag, læs her, så spis så lidt som muligt) Når vi så de små portioner de andre fik, var vi slet ikke i tvivl om, at det var mange penge. Vi brugte ca. 300 kr. på det hele pr. vej.
Billig indkvartering/hotel
- Langtidslej en hotellejlighed/hus og hav udgangspunkt herfra. Det kan nogle gange godt betale sig, hvis I skal være væk længe, eller ikke har behov for at rejse rundt hele tiden. Nogle gange kan det fås til halv pris, hvis I bor der i længere tid.
- Benyt Airbnb til udlejning af jeres bolig mens I er væk. og evt. også til at finde bolig mens I er ude.
- Book overnatning med morgenmad. Ofte er det ikke meget dyrere med morgenmad, men det kan tit være dyrt at gå ud at spise morgenmad på restaurant. I kan også spare penge ved, at lave maden derhjemme selv på hotellet, hvis der er mulighed for det.
- Tilmeld dig forskellige hotel-booking-sider. Dette giver oftest noget rabat. Hvis I booker på Booking.com eller hotels.com, får du ekstra goder, når du har booket et vist antal hoteller. I kan også booke hotellerne mens i er på destinationerne. Dette er klart nemmeste, hvis I ikke har børn med. Vi har prioriteret at booke hjemmefra pga. ungerne, men at booke på destinationen er oftest billigst.
- Hvis I kan have børn overnattende i jeres senge, kan I nemt bo billigere. Sengene i Thailand er generelt store, så der er masser af plads til børnene, hvis hotellet er med på ideen. Så kan I nøjes med 1 værelse i stedet for 2. Når i søger hoteller, så søg blot to voksne og læs så deres børnepolitikker. Tit er 1 eller 2 børn i sengen gratis eller I kan billigt få en ekstra seng.
- Når vi vælger destinationer, rejser vi oftest til områder, hvor der ikke er så mange turister. Når vi er i Thailand forsøger vi, så vidt muligt, at vælge mindre populære steder. De er tit billigere og også sjovere at opleve.
Rejseopsparing i hverdagsbudgettet
- Vi er meget opmærksomme på vores dagligdagsbudget, madforbrug og madspild. Vi fryser meget ned og genbruger rester, for at spare penge, for at på den måde have råd til at rejse og opleve.
- Lav en ferieopsparing hvor I fast sætter et fast beløb ind, eller hvad I lige har i overskud. Det kan være små beløb, men på et år kan det alligevel løbe op. Sælg evt. brugte ting på DBA og sæt pengene på ferieopsparingen. Det kan snige sig op på mange penge, når I får ryddet op i gemmerne.
- Prioriter i hverdagen. Hvilke drømme har i og hvilke ting betyder ikke noget for jer. Jeg er nok ikke den der bruger mest på mærketøj til hverken børnene eller mig selv. Det gør ondt i mit rejsehjerte, hver gang jeg føler at jeg bruger for mange penge på (for mig) ligegyldige ting.
- Hvis børnenes institutioner er med på det, kan pladserne evt. sættes i bero hvis I er væk i længere tid, så I sparer de penge. Dette plejer at være en ret stor post på budgettet.
- Rejs inden jeres barn fylder 2 år. Så kan I sidde med dem på sædet og slippe for at betale for en flybillet. Turen kan godt være lang, men er der ledige pladser i flyet, er de ofte søde til at give jer en ekstra plads hvis I har børn med.
- Er flyet forsinket, så husk at undersøg om I har ret til erstatning. I kan få rigtig mange penge retur, hvis flyet er over 3 timer forsinket. I kan søge om erstatning her.
I bund og grund handler det om prioritering. Man kan spare meget i hverdagen ved at tænke sig om, og huske hvad man brænder for. Det samme gælder ude på destinationen. Går i ikke vildt meget op i restaurantbesøg, så spis billigt og brug pengene på det I brænder for.
Dette var mine bedste sparetips. Hvordan får du råd til at rejse??
Godt indlæg med gode tips. Vi får tit samme spørgsmål, og har samme svar: prioritering. Heller ingen mærketøj til mig og vi har købt et mindre hus end vi behøvede, fordi der skal være plads til rejser
Tak for dit svar. Ja jeg forsøger så vidt muligt at tænke rejser ind i hverdagen og spare hvor jeg kan. Hver gang folk fortæller om noget de har købt, tænker jeg straks “der var jo til en hel hotelovernatning i den kjole” 🙂 Jeg ville også gerne bo billigere, men resten af familien er ikke helt så rejselystne som mig, så det er med at finde et godt kompromis 🙂 Jeg kunne sælge alt og rejse ud i verden.
Det kender jeg godt med at være mere rejselysten end resten af familie. Heldigvis ville manden min gerne have luft i budgettet, da vi købte hus…han havde nok bare ikke tænkt over, at al “luften” så ville blive brugt på rejser, når man er gift med mig 😉
haha nej, men mon ikke også han nyder at det trods alt er det pengene bruges på 🙂
Fordi jeg er så heldig at have opholdstilladelse i USA og derved Social Security nummer og adgang til credit cards sparer jeg mange penge ved, at bruge disse til alt hvad jeg køber. Så samler jeg miles/point sammen og har efterhånden tjent ind til ihvertfald 15-18 ture tværs over USA. Jeg ved ikke, om Danmark så småt er begyndt på det også men det giver ihvertfald ekstra råd til rejser her i huset 🙂
Fedt. Det er også en god måde at spare penge til rejser. Godt tip
Jeg sparer også på nogle områder, for at få råd til det jeg vil – særligt dullegrej. Vasker hår i min kærestes head and shoulders, har en neutral bodylotion, en deo og ellers en mascara, en transparant pudder og en eyeliner (alle tre ting julegaver). Og en hårspray, der er fem-seks år gammel, haha.
Og så klipper jeg mit eget hår 😀 Jeg har intet tøsegen på det punkt, kun et par parfumer og en del øreringe fylder på min toilethylde.
Ellers bruger jeg alle rester op på køl og handler ind på tilbudsmærke jagt og spiser gerne det samme i flere dage., Og fordi jeg spiser ude 3-4 gange pr uge, er det vigtigt for mig at hjemmemadbudgettet hænger sammen, så jeg kan få råd til den hyggelige sociale luksus 🙂
Dertil cykler jeg til næsten alt.
– A
Sådan prioriterer jeg også. Hvilket der nok ik er mange der forstår. Men det er så vigtigt at prioriterer det man selv brænder for, og ikke det andre gør
Et tip til billige flybilletter at benytte Google søgemaskine til fly. Benyt deres tabeloversigt, og vælg forskellige ankomst-lufthavne i samme søgning. Se prisforskelle på direkte fly og fly med 1-stop mv. Det har sparet mig for mange søgninger og ikke mindst kroner, ved ikke at benytte flyselskabernes hjemmesider direkte. /Anna