Min veninde Mette, har skrevet et gæsteindlæg om Lanzarote. Jeg håber I vil tage godt imod det.
Mette har siden siden yndefuld.dk og så har hun været med til at udvikle et smart affiliate plugin til WordPress.
Vi er netop (marts 2018) kommet hjem efter en skøn tur til Lanzarote. Vi var afsted i en uge – to voksende og to børn på 8 måneder og 5 år.
Aftenudsigt fra havnepromenaden i Puerto del Carmen
Oprindelig havde vi aftalt, at tage en uge til Sharm el Sheik i Egypten. Der har vi været flere gange, og vi har været ret glade for varmen og for det smukke koralrev.
Da vi begyndte at se efter rejser, kom jeg tilfældigt forbi udenrigsministeriets rejsevejledning. Der stod bl.a. at der er høj risiko for terror i hele Egypten – og så blev jeg altså lidt en kylling! Jeg turde simpelthen ikke rejse dertil.
Derfor gik vi igang med at kigge på alternativer. Det var lidt svært at finde noget, når vi helst ikke vil flyve alt for længe med en baby. Vi var temmelig ubeslutsomme og fik ikke booket noget.
Vi har løbende holdt øje med afbudsrejser, og endte med at booke en tur til Lanzarote, med Apollo Rejser dagen før afrejse. Det var super heldigt, vi kom afsted alle fire med fly og hotel i en uge. for lige under 6000 kr.
Vejret
Flere gange i vores søgning efter ferie, stødte vi på de Kanariske øer. Vi var dog lidt bekymret for, om det var varm nok til en solferie i februar måned. Temperaturen sagde 17-20 grader, hvilket vi syntes lød lidt koldt.
Da vi kom derned, blev jeg meget overrasket over, hvor varm det faktisk var. Vi kunne uden problemer ligge ved poolen og tage sol – jeg nåede endda at få lidt for meget sol på skuldrene!
Hotel Parque Tropical
Hotel Parque Tropical
Vi boede på Parque Tropical, der er et lejlighedskompleks i byen Puerto del Carmen. Vi havde en udemærket lille lejlighed med tekøkken. Transporttiden fra lufthavnen til hotellet var kun ca. 15 min.
Standarden på Lanzarote er langt fra, hvad man ville forvente herhjemme. Håndværket er sjusket og virker meget tilfældigt. Lejlighedskomplekset vi boede i, have 3+ stjerner ifølge Apollo. Det var dog ret slidt – både selve lejligheden og poolområdet. Hvis vi havde betalt fuld pris for rejsen, ville jeg nok have været lidt skuffet over indkvateringen.
Hvad jeg ville ønske, vi havde vidst om hotellet på forhånd:
- Poolen var kold – meget kold! Ifølge hotelbeskrivelsen, så skulle den være opvarmet, men det virkede ikke rigtig til at være tilfældet.
- Ingen viskestykker, opvaskemiddel eller opvaskebørste i lejligheden. Det ville have været smart at have med hjemmefra.
- Håndklæder bliver kun skiftet to gange om ugen. Vi smed alle håndklæder på gulvet den første dag, i den tro at de ville blive skiftet.
- Ingen håndklæder, der må benyttes ved poolområdet. Det ville også have været smart at have med hjemmefra.
Der var ikke ret mange børn på hotellet. Hvis vi skal afsted igen, vil vi gå efter et decideret børnehotel, så der er nogle legekammerater.
Mad
Vores hotel lå lige ved siden af et supermarked, så det var nemt at handle og lave mad i lejligheden.
I byen Puerto del Carmen, er der en lang strandpromenade fyldt med butikker og spisesteder. Måske er det mig, der er lidt sart, men jeg synes ikke ret mange af spisestederne så særlig appetitlige ud. Mange af stederne lignede ikke, at de ville kunne klare et besøg af fødevarekontrollen.
Prisen på mad, er ca. det samme som herhjemme – det gælder både i supermarkedet og på restauranter. Drikkelse på restauranterne er noget billigere en i Danmark. Mange steder blev der reklameret med en stor fadøl for 2 euro.
Der er ikke grundvand på Lanzarote, så man må ikke drikke vandet i hanen. Der bliver solgt flaskevand alle steder, så det er ikke det store problem.
Billeje
Vi ville gerne ud og se lidt af øen, så vi valgte at leje en bil. Vi lejede en Fiat Qubo i to dage for 60 Euro (450 kr.) ekskl. brændstof. Det var super fint, at have mulighed for at komme lidt rundt.
Vi havde ikke booket billeje hjemmefra, så vi fandt bare en random biludlejningsbutik, hvilket fungerede fint.
Seværdigheder
Selvom Lanzarote er en ret lille ø, er der en del at se. Hele øen er opstået af gamle vulkaner, så der er en meget særpræget natur. Mange steder ligner det nærmest et månelandskab.
Timanafaya Nationalpark
Cueva de los Verdes – Lavagrotte
På nordøen findes der to lavagrotter. Vi var nede og se den ene grotte, der var dannet da lavaen i sin tid flød ud mod havet. Vi blev vist rundt i grotten af en engelsktalende guide, hvilket var en rigtig god oplevelse. Det kostede 9 euro pr. person. Børn under 7 år er gratis.
Lavagrotten Cueva de Los Verdes
Den grønne sø ved El Golfo
Ved vulkanen El Golfo ligger der en ret flot sø, der er farvet grøn pga. en speciel alge.
Man kan køre dertil i bil eller tage en guidet bustur. For at komme til søen, skal man gå på en sti højt oppe, hvor der er en fantastisk udsigt over søen og havet.
Selve søen er virkelig flot og klart et besøg værd. I de forskellige turistguides står der, at man kan finde forskellige sten ved søen. Det er i praksis ikke muligt, da man slet ikke kan komme ned til selve søen af de stier, der er lavet til turister.
Det er gratis at se den grønne sø.
El Golfo – den grønne sø
Timanafaya Nationalpark
Nationalparken er et kæmpe område, med helt goldt vulkanlandskab. I selve nationalparken er der forskellige busture, hvor man kan komme helt op på nogle af de gamle vulkaner. Desværre var der meget lang kø for at komme med på busturen, og vi valgte selv at køre rundt i området på de veje, der er åbne for offentligheden.
Timanafaya Nationalpark besøgscenter
I nationalparken ligger der et besøgscenter, der er en slags udstilling om vulkaner. Det er helt klart et besøg værd – Entre er gratis.
Shopping
I Puerto del Carmen er strandpromenaden fyldt med butikker og restauranter. Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde forestillet mig, men jeg havde nok forventet en lidt højere standard.
Rigtig mange af butikkerne minder mest om et marked – fyldt med souvenirs og kopiprodukter. De handlende er venlige og ikke påtrængende.
Samlet vurdering
Lanzarote har været en positiv overraskelse. Vi kunne helt sikkert finde på at rejse til de Kanariske øer igen. Næste gang vil vi dog vælge et hotel med 4 eller 5 stjerner. Rejser vi om vinteren, vil vi sikre os at poolen er opvarmet.
Spørgsmål?
Har du spørgsmål til vores ferie på Lanzarote, så skriv gerne en kommentar herunder.
Mette
Skriv et svar