Udover Thailand, som jeg har skrevet en del om her, er jeg også stor fan af New York. Allerede første gang jeg var der, føles det som at komme hjem. Sådan vil du nok også føle det, selv hvis du ikke har været der før, eftersom du sikkert har set New York mange gange på tv og i film. Jeg har de seneste 10 år været der 4 gange, og jeg skal afsted 5 gang her til maj. Det har både været på tøse-ture og kæresteferier. Jeg har endnu ikke været der med børn, men det kunne være det skulle prøves.
Er det dyrt at rejse til New York?
Det behøver slet ikke at være så dyrt, at tage til New York. Flybilletter kan oftest fås billigt. Jeg plejer at søge billetter via Expedia eller momondo. Her kan du også søge på prisindeks, og se hvornår det er billigst at flyve dertil. På nuværende tidspunkt, kan du flyve til New York tur retur, for lidt over 2.000 kr. se her. Er du fleksibel er der ofte mange penge at spare. Jeg har betalt ca. kr. 3.000 for en returbillet, de gange jeg har været der.
Når det komme til hotel, kan det dog ofte være en dyr affære. Men min erfaring siger mig, at man sjældent får meget ud af at booke de lidt dyrere hoteller i New York. Hotellerne i New York er alle sammen ret slidte. Hvis det skal være luksus, skal du virkelig have penge op af lommen. Jeg har ofte boet på ret billige hostels. Dog altid med eget værelse og bad. Og det har været valuta for pengene.
Hvor skal man bo i New York?
Jeg vil anbefale, at man bor på Manhattan, eller få stop fra Manhattan. Det er rart at kunne smide alle shoppe-poserne af på hotellet, eller få en kort pause, uden at skulle rejse alt for langt, for at komme tilbage til hotellet. Det vigtigste er, at det er tæt på en subway-station, så man ikke skal gå alt for langt. Vi boede på et tidspunkt upper east side. Stedet var fint (og meget billigt). Men der var meget langt til transport og seværdigheder. Det tog ca. 15-20 minutter, at gå til nærmeste station, og det var langt at skulle gå hver gang. Sidst boede vi her i Queens. Det var helt fint at bo udenfor Manhattan, da vi havde udsigt indover byen, og kun havde få stop til centrum.
Når jeg er afsted, bruger jeg meget få timer på værelset, så hvorfor ikke spare de penge og bruge dem til shopping i stedet for. Når vi skal afsted til maj, har jeg booket dette hotel, som er booket via Booking.com.
Hvilke seværdigheder skal man se i New York?
Mange tager til New York for at shoppe. Men New York er ikke kun shopping. En af grundene til jeg er glad for New York, er at der sker noget på et hvert gadehjørne. Du behøver ikke bruge en masse penge på museum og seværdigheder, da mange oplevelser er gratis. Her har jeg beskrevet hvilke områder og seværdigheder, jeg synes du skal se i New York.
Central Park
Central Park, som de fleste kender, er New Yorkernes legeplads og åndehul. Den er et besøg værd og oveni købet gratis. Parken er så stor, at du skal leje en cykel, hvis du vil rundt og se det hele. Med et areal på 3,4 km2, kan du sagtens bruge en hel dag her. Det er meget imponerende at stå i parken, og se alle de store skyskrabere stikke op over træerne.
Er du her om om sommeren, vil jeg anbefale, at tage en sandwich fra en af de mange madboder og blot tage en stund i solen og se på mennesker. Der er altid fyldt med mennesker. På pladserne rundt i parken, er der folk der laver shows og underholder med imponerende akrobatik. Bliver det for varmt, kan du tage en gratis tur i poolen ved Lasker Rink, som ligger mellem 106th og 108th street.
Er du her derimod om vinteren, er der også mulighed for at stå på skøjter, på de to skøjtebaner Wollman Rink og Lasker Rink. Når det ikke er frossent, kan du fiske i parkens nordlige del Harlem Meer. Er du til mere vand, kan du leje en båd hos Loeb Boathouse og sejle en tur på central park lake. Der er som sagt masser at lave i parken.
Et af de mere kendte steder, du kan opleve er Strawberry Fields, mindelunden for John Lennon. Du kan også tage en tur rundt i hestevogn i parken, hvilket dog er en anelse pebret, men sjovt at opleve. Skal tempoet foregå lidt langsommere, kan du tage en gående guidet tur rundt i parken. Parken er fyldt med store egern og du kan endda finde skildpadder i nogle af søerne. Ønsker du at se lidt mere dyreliv, ligger der en lille zoologisk have i den sydøstlige del af parken.
Rockefeller center -Top of the Rocks observationsdæk
Når du er i New York, skal du op og nyde udsigten udover de mange skyskrabere. De feste kender Empire State Building, men jeg er mere til udsigten fra Rockefeller Center. For det første, har du herfra udsigt udover central park, hvor du kan ane hvor stor parken er. For det andet har observationsdækket Top of the Rocks, glas helt ned til kanten, så du har et meget bedre view end fra Empire State Bulding, hvor du står og kigger ud over et højt stengærde. For det tredje, er køen ved Rockefeller, ikke så langt og prisen er lavere. Sidst men ikke mindst, kan du herfra stå og kigge over på Empire, som i sig selv er imponerende. Om du så skal herop og se solnedgang og se New Yorks skyline i mørke, eller ved højløs dag, er op til dig selv. Men jeg vil anbefale dig at prøve begge.
High Line park
New York skal opleves til fods. Der er så mange fede steder at udforske, og du opdager meget mere ved at gå rundt selv, end at tage de store turistbusser. Et af de forholdsvis nye og måske mindre kendte steder, er The High line park. Parken snor sig fra Gansevoort street ned til 34 street, i New Yorks sydlige del af west Manhattan. Parken, som blev lavet i 2009, på en nedlagt jernbane, har integreret de gamle spor i et moderne mix af glas, blomster, træer og designermøbler. Det er en fin blanding af sti og park.
High Line Park ligger 7 meter over gadeplan, og i slutningen går du over Chelsea Market, som er en lille perle for madelskere, øko-freaks og arkitektur-interesserede. De gamle flotte og rustikke restaurerede fabrikslokaler, indeholder både fødevaremarked, små restauranter og små og nye designere. Det er bestemt et besøg værd, og du kan nemt bruge et par timer i de små design-boder.
For enden af High Line Park,ligger det fashionable Meatpacking district, som i de senere år har udviklet sig til et “gå i byen” område med tonsvis af gode restauranter og barer.
Frihedsgudinden
Når du er i New York, er det oplagt at skulle se frihedsgudinden. Jeg har aldrig været deroppe eller ude på øen, da den enten har været lukket eller der har været meget kø for at komme dertil. Mange forskellige selskaber sælger ture dertil, og dette kan være en rimelig dyr affære. Vi har en gang fløjet over den, med en helikopter. det var et meget imponerende syn at se frihedsgudinden og Manhattan fra oven.
Du kan også booke en sejltur forbi frihedsgudinden og rundt om Manhattan. Det har vi gjort en gang. Vi tog turen hele vejen udenom Manhattan. Det var meget sjovt den første halve time, men turen tog 1,5, og den sidste time var ret kedelig. Der er ikke meget at se, når man når op til Harlem og nord for Manhattan. Heldigvis var vejret godt og fødderne nød et par timer stillesiddende.
Turen forbi frihedsgudinden kan gøres gratis. Hvis du tager Staten Island færgen, sejler du forbi frihedsgudinden og har den bedste udsigt. Færgen tages fra Whitehall Street i Financial district, i bunden af Manhattan. Den er gratis og tager 25 minutter pr. vej. Udover en flot udsigt til frihedsgudinden, har du også den flotteste udsigt ind over Manhattan skyline, med alle de imponerende skyskraber Financial District byder på. Du skal dog være opmærksom på, at du skal forlade båden når den kommer i havn, og tage den næste retur.
Brooklyn Bridge
Når du kommer retur med færgen fra Staten Island, kan du gå op igennem Wall Street og til New York City Hall. Her kommer du til Brooklyn Bridge. Den forbinde Brooklyn og Manhattan, og er den dag i dag et af New Yorks mest berømte bygningsværker. De fleste kender nok de karakteristiske spidse buegange gennem de to tårne. Der er masser af aktivitet og små gadehandlere på broen, og det er en fed oplevelse at gå over den og nyde udsigten ind over byen.
Gospel
Der er flere steder du kan opleve gospel i New York, og det er også spændende og et besøg værd.
Jeg vil anbefale dig at tage til “Morther African Methodist Episcopal Zion Church” der ligger Adan Clayton Powell Jr. Blvd / 135 street. Denne kirke er den ældste sorte kirke i New York. Kirken har et almindelig kirkekor, ligesom de har et gospelkor. Kirken holder gudstjenste både klokken 9 og klokken 11.
I turistsæsonen er det en god idé, at være der lidt i god tid, for der kan godt komme mange. Heldigvis er kirken også stor, så normalvis er det ikke noget problem.Turister bliver linet op uden foran, indtil de sædvanlige kirkegængere og brugere af kirken er på plads. Så bliver der delt billetter ud til de turister der er plads til, og der belæres om hvorledes man skal opføre sig.
Grand Central Station
Når du rejser rundt i New York med subway, så tag et stop på Grand Central station. Det er en jernbanestation der ligger i Midttown på 42. gade og Park Avenue. Målt i antal perroner, er det verdens største jernbanestation. På stationen er der ialt 44 perroner med sammenlagt 67 spor. Stationen er fra 1903, og et meget flot og imponerende bygningsværk, og en af New Yorks mest storslåede offentlige bygninger. Har du set Gossip Girl, kender du nok stationen fra da Serena vender retur til New York, som er med i introen.
Roosevelt Island Tramway
En anden måde at rejse på, udover subway, er Roosevelt Tramway, som er en svævebane der forbinder upper east side, med Roosevelt Island. Den passerer East River langs Queensboro Bridge. Man betaler med det almindelig metrocard som i Subwayen. Det tager kun 4 minutter, men er en billig og sjov oplevelse, med en god udsigt. Hver kabine kan medbringe 110 passasegere. Du finder den på E 59th Street & 2nd Avenue.
re
Times square
Behøver ingen beskrivelse. Du har ikke været i New York, for du har mærket virvaret af lys, mennesker og billboards, som Times Square byder på. Det er vel nok New Yorks største varetegn. Du kan sagtens bruge en hel aften eller eftermiddag her. Der er masser af shoppemuligheder og restauranter. Udover dette, ligger den store M&M’s butik her, som også er et besøg værd. Du også den røde trappe her, som du nok har hørt om.
Her ligger restauranten Ellens Stardust Diner, som er en rigtig amerikansk diner, hvor kommende Broadway stjerner arbejder som syngende tjenere. Der er hele tiden underholdning og bænkende bruges som scener. Stemingen er i top, og maden som er burgere og milkshakes, er af den helt rigtige støbning. Vil du derimode opleve de rigtige stjerner, er det også her de store teatre på Broadway ligger, hvis du vil ind og se musical, hvilket jeg også kan anbefale.
Musical
Vi var inde og se løvernes konge, en af de gange jeg har været her. Jeg har altid synes det var spil af tid, at bruge en hel aften i et teater, når den i stedet kunne bruges ude i New Yorks gader. Men jeg blev bestemt klogere. Først var vi lidt skræmte af prisen, da det kostede ca. 1.000 kr. pr. mand. Men det var hver en krone værd, og en oplevelse jeg sent glemmer.
Du kan købe billetter til samme dag, og spare 30-50% hos TKTS. TKTS ligger under den røde trappe på Times square, south street seaport, Lincoln center og Downtown Brooklyn. Køen ved den røde trappe er dog meget lang og det tager ofte over 30 min. Det kan godt betale sig, at købe dem i et af de andre TKTS, da køen oftest er maks 5-10 minutter. Det skal dog siges, at du ikke skal forvente rabat til de store og populære musicals.
Hvilke områder skal opleves i New York
Når jeg er afsted, er det ikke kun seværdighederne, der skal tjekkes ud. Der er så mange fede og hyggelige områder i New York, der skal ses og opleves. Fødderne kommer altid på arbejde når jeg er afsted, så de mange Starbucks og andre kaffesteder, bliver også besøgt flere gange dagligt, for at fødderne kan følge med. Som alle andre storbyer, med respekt for sig selv, har New York et chinatown, som selvfølgelig er stort og fascinerende, men New York har også mange andre og federe områder end det. Jeg har her beskrevet mine yndlingsområder i New York.
Meatpacking
Et fedt og ret specielt område, som vi i Danmark forsøger at kopiere lidt med kødbyen. Men vi når ikke meatpacking til sokkeholderne. Tidligere var kvarteret et slumkvarter med prostituerede og narkohandlere. Nu er området et hispter-område i høj kurs. Meatpacking district husede frem til 1990’erne over 250 slagtehaller og pakkerier. De fleste er nu lukket, men er med til, at give de brostensbelagte gader, et råt og rustikt look. Området er stadig fyldt med de gamle slagterhaller, som nu er lavet om til trendy butikker, designstudier, fede natklubber og lækre butikker med nye designere og hipstere.
Om aftenen kommer kvarteret virkelig til live, med de mange natklubber. Om dagen kan du shoppe og spise på de mange restauranter. I meatpacking ligger også New Yorks ældste steak house Homestead Steakhouse. Her spiser man utrolig gode steaks, men prisen er også derefter. Generelt er det ikke billigt at spise i New York, men her vil jeg mene, at det er pengene værd.
Williamsburg
Pga. dyre ejendomspriser i tidligere kunstnerkvarterer på Manhattan, er kunstnere og kreative sjæle, nu blevet fordrevet til det mere billige Williamsburg. Williamsburg er Brooklyns nye hippe bydel og ligger tæt på Manhattan, forbundet med Williamburg Bridge. Dette område skal du unde dig selv at opleve, selvom det ikke ligger på Manhattan og er så kendt som mange af de andre områder.
Williamsburg er fyldt med nybyggerier og istandsættelser af gamle fabriksbygninger, som nu huser fancy lejligheder og fede barer og restauranter. Området er fyldt med hyggelige kaffebarer, spisesteder og vintagebutikker. Vi brugte en hel eftermiddag i Vintagebutikkerne, og var nok der vi endte med at lægge de fleste af vores shoppepenge. Bydelen er virkelig spændende og hyggeligt at besøge, og du kan nyde en flot udsigt ind over Manhattan. Da vi var der for 3 år siden, var der stadig en følelse af ro her, når vi kom fra Manhattan. Om det stadig er sådan vides ikke, men jeg kan forestille mig at med den udvikling, skal man nok skynde sig, hvis man skal opleve bydelens fredelige islæt.
Soho/Tribeca
Hvis du vælger at gå ud på Brooklyn Bridge og tilbage igen til Manhattan, kan du vælge at gå ad Broadway mod uptown Manhatten. Gør du dette kommer du igennem TriBeCa og Soho. TriBeCa og SoHo er begge livlige kvarterer, der hovedsageligt frister med shopping, caféer, restauranter og kunstgallerier. Det er godt at shoppe her, og butikkerne ligger overalt. Specielt på Broadway ligger butikkerne som perler på snor. Soho og Tribeca ligger op af hinanden og minder meget om hinanden. New Yorkerne har en hang til at anvende geografi-bestemte forkortelser som navne for deres bydele. SoHo står for SOuth of HOuston street og TriBeCA står for TRIangle BElow CAnal street.
Greenwich Village
Efter SoHo kommer NoHo og Greenwich Village. Greenwich Village er en af de dele af New York, jeg holder mest af. Her er virkelig hyggeligt. Husene er lavere og det er en udpræget boligstrøg, og der er små gader med træer og hyggelige små cafeer, restauranter og mindre butikker.
Her er ikke så mange store seværdigheder, men hvis du er fan af sex and the city, vil du nok også elske området. På 66 Perry street, finder du Carries lejlighed. Går du lige rundt om hjørnet fra Perry street, støder du på 401 Bleecker Street, hvor Magnolia Bakery ligger. Den er også med i serien og her kan du købe de lækreste cup cakes med tykt glasur på. I Feriesæsonen er her ofte ret lang kø. Kagerne kan du nyde i parken, der ligger på den anden side af vejen. Går i efterfølgende lidt længere sydpå mod Soho, og finder hjørnet af Grove og Bedford st. hvor bygningen som er med i serien venner ligger.
World Trade Center Memorial/Ground Zero/One World Trade Center
Hvis du vil mindes de forfærdelige begivenheder der fandt sted 11 september 2001, er der en masse at se i området hvor world trade center førhen stod. Her er nu opført to smukke vandfald, som symboliserer de store hul, som tragedien efterlod. Vandfaldende omkranses af sort marmor og mindeplader, hvor navnene på de knap 3.000 faldne fra terrorangrebet, er indgraveret. Selvom det er på Manhattan, imellem højhuse og trafik, er der en speciel ro over stedet. Det er gratis at komme ind, men der skal oftest bestilles tid. Dette som gøres lige ved siden af.
Tæt på ground zero, som stedet også kaldes, finder du St. Paul’s Chapel, der på mirakuløs vis overlevede de faldende bygninger, selvom den kun lå en gade væk fra World Trade Center. Den blev efterfølgende omdannet til et redningscenter, og dens jernhegn blev til en opslagstavle, hvor familiemedlemmer hang opslag om deres savnede pårørende. Det er meget spændende og lærerigt, og ikke mindst skræmmende at se kirken og alle tingene fra tragedien.
Hvis du ønsker at vide mere og se mere, kan du besøge the 9/11 museum. Museet fortæller om stedet før, under og efter 9/11 med personlige historier og fakta. Udstillingen udforsker baggrunden og undersøger konsekvenserne og mindes de faldne. Udover dette kan du i museet se den sidste søjle fra world trade center.
Hvis du har mod på det, kan du se det nye One World Trade Center, som stod klar I slutningen af 2014. Bygningen er 541 meter og USA’s højeste bygning. Det er muligt at komme op i det og se den imponerende udsigt udover byen. Udsigtsplatformen ligger mellem 100 og 102 etage, 380 meter over gadeplan.
Restauranter. Hvor skal man spise i New York?
Ellens stardust diner
Ellens stardust diner, som jeg tidligere har nævnt, er en af mine yndlingsrestauranter. Jeg har været der hver gang jeg har været i New York, siden jeg opdagede stedet med en veninde. Tjenerne underholder, synger og tjener penge, til de forhåbentlig kan komme på Broadway. Der er altid masser af mennesker og rigtig god stemning og gang i den. Maden er typisk Amerikansk Diner. Store burgers og milkshakes. Du skal ikke komme her pga. maden, selvom den er ok, men pga. underholdningen. Der kan godt være lidt kø til at komme til, men det er ventetiden værd. Den ligger 1650 Broadway (ved times square)
Homestead Steak House
Homestead Steak House i Meatpacking District reklamerer med at være New Yorks ældste steakhouse. God erfaring med steaks, har de i hvert fald. Maden er meget god, men prisen er bestemt også derefter. Men det er pengene værd og jeg vil klart anbefale dig denne restaurant, hvis du er til store bøffer.
Ichiumi
Ichiumi er helt klart min yndlingsrestaurant. Jeg har faktisk ikke tal på, hvor mange gange jeg har været her. Men på den ene tur, nåede vi at spise her 3 gange. Ichiumi er en buffet restaurant, hvor der du kan få japansk mad. De serverer primært seafood, men du kan sagtens få andre ting. Jeg har aldrig set så stor en buffet eller så meget sushi noget andet sted. Buffet koster 100-200 kr. afhængig af ugedag og tidspunkt på dagen. Du finder restauranten på 6 E. 32nd Street
The View
The view er en roterende restaurant, på toppen af Marriott hotel på Times Square. Jeg har aldrig selv været der, men vil rigtig gerne prøve det og fået den anbefalet af flere. Restauranten drejer i løbet af en time 360 grader, så du sikrer dig den perfekte udsigt, udover hele Manhattan. Du kan både få flere retters pris-faste menuer samt ala carte. Du kan også få cocktails i deres cocktails lounge. Det koster dog kr. 50 efter kl 20, at komme ind i Loungen. Om maden er god vides på nuværende tidspunkt ikke. Men mon ikke det er noget der skal prøves snart.
230 fifth roof top bar
Skal du en aften ud og have drinks, skal du gøre det på 230 fifth. Baren ligger på toppen af en skyskraber, og her får du den flotteste udsigt udover Manhattans skyline. Du har udsigt lige ud til Empire state building. Baren er både ude og indenfor. Udenfor er baren møbleret med palmer og store møbler og tæpper. Det er en helt speciel oplevelse, at sidde her og nyde drinks og den smukkeste og mest imponerende udsigt.
Indenfor er penthousen omdannet til en lidt kitchet 80’er lounge, med udstoppet leopard og velourmøbler. Her serveres både cocktails, øl og almindelig barmad. Du finder baren på på hjørnet af 5 avenue og 27’th street. Baren åbner i hverdagene kl. 14, og lørdag og søndag fra 10-16 serveres der brunchbuffet for ca. 170 kr. Hver fredag til mandag fra kl 16-19 er der happy hour. Dresscoden er pænt, så forvent ikke at komme ind i dine udtrådte kondisko eller joggingbukser.
Hvor skal man shoppe i New York?
Når man skal til New York, vægter shopping en del hos de fleste. Med den lave dollarkurs der tidligere har været, har det nok været mere fordelagtigt end det er lige nu. Men det er alligevel altid en god ide at shoppe i New York. Mulighederne er nærmest ubegrænsede og besparelserne ofte store. Du vil finde butikker på ethvert gadehjørne. På times square er der f.eks. adskillige sportsbutikker. I bunden af broadway er udvalget af skobutikker enormt. på 5 avenue ligger de store designbutikker side om side. Udvalget er meget stort og derfor har jeg blot valgt, at beskrive mine bedste shoppingsteder her. Men du vil finde mange flere rundt omkring i New York.
Woodbury Common Outlet
Er du til outlets og mærkevarer, skal du lægge vejen forbi Woodbury Commen. Woodbury commen er et kæmpe lagersalg en times kørsel fra New York. Mange af de store mærker fra 5 avenue, har lagersalg her, med op til 50% rabat (og i udsalgs-peroder op til 75%). Udvalget er stort og her ligger butikker som 7 for all mankind, aldo, Ralph Lauran, lewis, Hugo boss, Dior, converse, Disney store, DKNI, armani, Mulberry og mange mange flere.
Woodbury commen minder om en lille by, med over 220 forskellige butikker, i små bygninger. Du skal sætte en hel dag af til shopping her, da alle butikker har gode tilbud og rabatter. Du kan tage Gray Line bussen fra 42th Street 8th Avenue. Prisen vil her være omkring USD 45. eller fra Port Authority Bus Terminal. Vis din busbillet i informationen på outlet’et og du får en stak rabatkuponer der giver endnu mere rabat.
Har du brug for en pause i shoppingen byder outlettet også på mange forskellige muligheder. Her er alt fra starbucks, Pret, Mc Donalds og shake shack.Generelt er Woodbury commen rigtig fint og overskueligt. Du får nogle meget store rabatter på mærkevarer, og samtidig frisk luft og det er ikke så discount-agtigt, som mange andre outlets.
Century 21
Century 21 er en kæmpe outlet i New York, som også kaldes »New Yorks bedst kendte hemmelighed«. Har du ikke mod på den lange tur ud til Woodbury Common, er Century 21 et godt alternativ. Man kan dog ikke helt sammenligne de to steder. Century 21 er mere discount-agtigt og rodet, men her er mange gode tilbud og gode penge at spare, hvis man har tålmodigheden med. Jeg har flere gange brugt en hel dag her og brugt (og sparet) mange penge.
Century 21 finder du flere steder på Manhattan, men det største finder du på Cortlandt St. tæt på Ground Zero. Du finder et mindre outlet upper est side tæt på Central park på Lincoln Square.
I den store butik ligger der en cafe, så du kan nyde en kop kaffe eller en frokost, mens du sorterer dine kommende indkøb og får slappet lidt af i de trætte shoppe-fødder.
Bloomingdales outlet
Bloomingsdales outlet er et mindre outlet, hvor overskydende varer fra Bloomingdales sælges med rabat på 40-70%. Bloominggdales sælger alle de store mærker og udvalget er stort. Du finder outlettet upper east side på 2085 Broadway.
Ruter I New York
Da der er så meget at se i New York, kan det godt nogle gange virke uoverskueligt at skulle se det hele. Derfor har jeg her lavet en plan over hvilke ruter du evt. kan tage, for at få set mest muligt på kortest tid.
- Tag subwayen ned til world trade center st. og se Ground Zero og World Trade Center Memorial – Herefter kan du tage gratisfærgen til Staten Island ud forbi Frihedsgudinden – Når du er retur, kan du gå turen op til Brooklyn Bridge igennem Wall street – Herefter kan du tage subwayen over til Williamsburg, og nyd en drink og noget med på en af de mange cafeer. – På vejen retur fra Williamsburg, kan du stå af på Grand Central Station, og se det imponerende bygningsværk.
- Start på Highline park 34 street/12 ave – Tag en tur rundt i Meatpacking og nyd en Brunch/frokost på en af de mange restauranter – Gå herefter igennem Greenwich Village og se alle de kendte steder og hold en pause hos Magnolia Bakery – Gå derefter igennem Soho og TriBeCa og få shoppet.
- Start dagen med en tur i Roosevelt tramway – Gå herefter til Central Park hvor der godt kan bruges nogle timer – Tag op og nyd udsigten fra Rockefeller på top og the rocks – Gå herefter til Times square og spis aftensmad på Ellens stardust diner og oplev times square både i lys og mørke og se evt. en musical.
- Start morgenen med Gospel hos Morther African Methodist Episcopal Zion Church, som ligger nord for central park – Tag derefter subway’en til central park og tag nogle timer her. – Herefter kan tiden bruges på outletshopping hos Bloomingdales outlet og Century 21’s outlet afdeling på upper east side.
- Tag subwayen til Ground zero og se hele området inkl. kirken – Herefter kan resten af dagen (snildt) bruges i century 21’s store outlet der ligger lige ved siden af.
Mine bedste råd til New York
- Sæt en uge af til New York. Nøjes ikke med en forlænget weekend. Tag en minimum en uge, hvis du gerne vil nyde New York og samtidig se det hele.
- Bo på Manhattan eller tæt på. Som tidligere skrevet, så bo centralt, så i ikke skal på den hele store tur, hver gang i skal forbi med shopping-poserne eller blot have en pause.
- Træn ben inden. Når du er i New York, går du mange mange kilometer om dagen For at turen, ikke skal ende med alt for ømme ben og for mange pauser, kan det være en god ide, at træne ben inden.
- Medbring gode sko. Du behøver ikke se lækker ud når du går rundt i New York. Eller hvis du gerne vil holder pauser hele tiden så tag de pæne støvler på. Ellers er kondisko eller andre gode sko, at foretrække.
- Vabelplaster. Behøver vel ingen forklaring? Bare læse ovenstående råd.
- Stor kuffert. Behøver jeg sige mere end: SHOPPING. Husk at du kun må indføre for kr. 3.250, hvis du ikke skal betale told af dem i Danmark.
- Lag på lag tøj. De gange jeg har været afsted har temperaturen skiftet helt vildt. Jeg har siddet i t-shits i central park og en anden dag var chill faktoren været nede på -20 grader, indenfor samme uge.
- Del New York om i områder og tag en område af gangen. Manhattan er stor og uoverskuelig hvis man vil se det hele på en gang. Tag en område og nyd det.
- Lav en plan hjemmefra. Hvis du gerne vil se flest ting hurtigst muligt og ikke har så lang tid, så brug evt. mine ruter ovenfor.
- Pauser. Hold masser af pauser. Der er masser af hyggelige kaffebarer. Hold en pauser for fødderne og fordøj indtrykkende, så der er plads til nye.
- Køb et Metrocard og brug subway’en. Det koster ca 29 dollars for en uges metrocard, og det giver jer muligheder for at komme lidt længere væk og samtidig hvile benene.
- Kort. Hav et kort over subwayen og Manhattan. Manhattan er heldigvis meget nem at finde rundt i pga. deres inddeling af gader. Og der er altid en subway i nærheden, hvis du pludselig bliver træt.
- HUSK ESTA-ansøgning for at komme ind i landet og at registrere pas-oplysninger på jeres flybilletter. Der er mange falske ESTA-sider, men denne er den rigtige.
Hvad er dine bedste tips og råd til New York? Kom meget gerne med tips og råd og fede steder i New York du kan anbefale.
Skriv et svar