Hvis du står i det dejlige danske efterår, og savner lidt inspiration til ture i Danmark, er her et godt tip. Tidliger på året, tog vi en forlænget weekend med hele familien på Avernakø.
Hvorfor Avernakø
Vi var på Avernakø flere gange som små. Min familie er fra fyn, hvor jeg også boede som barn. Så da vi besluttede vi skulle på familietur, var det ikke svært at vælge destination.
Vi var afsted med hele familien og var 13 mennesker i alt og en hund.
Avernakø er en lille idyllisk ø i det fynske øhav. Øen består af to små øer, Avernak og Korshavn, som er forbundet med en dæmning. På øen bor ca. 120 faste beboere.
Hvordan kommer man til Avernakø
Vi mødtes alle mand, på havnen i Fåborg, hvor vi skulle sejle til den lille ø. Vi ankom med færgen til Avernakø ved frokosttid, sejlturen tog lidt over 1 time, da vi sejlede forbi Lyø på vejen. Direkte tager det ca. 25 min. Vores unger nød turen derover. På båden var der både god udsigt, legetøj og ø-pas, hvor de kunne få stempler efter hvilke øer, man havde været på. Det var en rigtig fed oplevelse for ungerne.
Hvor skal man bo på Avernakø?
Vi skulle alle have boet på Avernakø landhotel, men da der var fyldt godt op, blev os og min søster og mand flyttet til en nærliggende gård. Det var en tidligere gård, som nu blev brugt til overnatning. Det var så hyggeligt, så det var helt perfekt, at de fandt den løsning til os.
Avernakø landhotel er en gammel skole, der er bygget om til hotel. I baghaven er fyldt med geder og andre dyr, som bruges til maden. Vi fik flere gange gede leverpostej og andre anderledes retter lavet på ged. Det smagte super godt.
Maden blev spist i den gamle skolestue, som vi delte med de andre gæster. Stemingen var hyggelig og rar, og det er bestemt et sted jeg vil anbefale til andre. Deres værelser er dog lidt små til flere end to.
Er du ikke til hotel, kan jeg anbefale at finde et sommerhus. Du kan generelt finde mange gode og billige sommerhuse her.
Hvad er der at opleve på Avernakø
Det korte svar er; intet andet end ren afslapning, gåture og hygge. Vi ankom som sagt med færgen til Avernakø ved frokosttid. Vi spiste en god frokost på hotellet, inden vi gik på opdagelse på øen. Vi gik ned forbi gadekærret og ned til en hyggelig strand i nærheden. Eftermiddagen blev brugt i solen i haven, på den lille gård vi boede på.
Dagene blev generelt brugt med gåture. Den ene dag kørte vi til Korshavn, hvor drengene stod på rulleskøjter og vi andre gik en meget lang tur på stranden.
Avernakø har ikke de store udflugtsmuligheder, men naturen er smuk og det er en dejlig afslappende stemning, Det føltes som en tidsrejse tilbage i tiden. At stå op tidligt om morgenen og gå (eller løbe) en tur imens dyrerne bliver fodret, giver bare en dejlig rolig start på dagen. Vores aftner blev brugt på solnedgangs-kiggeri på havnen og spil i stuen.
Min vurdering af Avernakø
Jeg vil klart anbefale en weekend her, sammen med familien. Der var rigeligt med tid til afslapning og hygge, og en hel anden form for ferie end vi er vant til, men nok meget sundt at prøve engang imellem. Selvom det ikke var mange dage, føltes det som at have været længe væk og vi var ret afslappede da vi kom hjem. Samtidig var det en stor oplevelse for drengene at sejle derud, og det føles som en lidt længere tur, når der er sejlads involveret. En stor anbefaling af Avernakø herfra.
Har du spørgsmål eller kommentarer, hører jeg gerne fra dig.
Skriv et svar