Det er svært at komme udenom Bangkok i jeres tur til Thailand eller Asien i det hele taget. Bangkok kræver en hel rejsebeskrivelse for sig selv. Med sit ry som larmende, varm, beskidt og forurenet storby virker Bangkok ikke til at være noget for børnefamilier. Dette har vi ikke ladet os påvirke af, og vi elsker Bangkok trods de mange skræmmehistorier. Bangkok er en by i rivende udvikling og det er en af de mest besøgte byer i verden. Den er på én gang både en moderne metropol og samtidig også en ældgammel kongeby. Det er kontrasternes by med nyt og moderne, gammelt og slidt, syndfuldt og ædelt.
Hotel. Hvor skal du bo i Bangkok
I bliver aldrig trætte af, at gå på opdagelse efter nye og spændende steder i Bangkok. Men det gælder om, at møde op med åbent sind, men at I samtidig kan lukke af når lugten, larmen, heden og de mange mange mennesker bliver for meget. Der hersker kaos, virvar og larm de fleste steder i Bangkok og det kan være hårdt for specielt børnefamilier at være på ferie her. Derfor er mit bedste råd også, at bo i udkanten af Bangkok, så I kan komme hjem og slappe af og lade op til endnu en tur ud i Bangkoks kaos. Derfor plejer vi, at bo på Chatrum Riverside hotel. Det ligger langt nok væk fra centrum, til at du kan fornemme roen. Men samtidig så tæt på byen, at det ikke tar lang tid at komme derind igen. Vi har også boet på Avani riverside, men Chatrium er klart vores yndlings. Du kan læse mere om mine yndlingshoteller her.
Vejret. Hvornår skal du rejse til Bangkok
Du kan principielt, rejse til Bangkok hele året. Temperaturen ligger på 25-30 grader, men kan føles meget varmere i i Bangkok. Regntiden er præget af korte regnskyld, som falder sidst på dagen og oftest blot virker dejlig kølende og opfriskende. Regntiden ligger fra maj til oktober, med august til oktober, som de værst måneder. Vi har været i Bangkok mange gange i oktober og i juli, og har aldrig oplevet heldagsregn, men kun korte regnskyld sidst på dagen.
Transport. Hvordan kommer du rundt i Bangkok
Der er mange måder at komme rundt i Bangkok på. Tager I turen på hjul kan det være med livet og hørelsen som indsats. Der kører mange taxaer, busser, tuk tuks, lastbiler og knallerter rundt imellem hinanden i et stort virvar. Der er ikke noget at sige til mængden af trafik, som kan være en oplevelse i sig selv. Bangkok er på størrelse med Lolland og har et indbyggertal på ca. 10 millioner. I kan komme til at bruge mange timer i taxa hvis I ender i en trafikprop, hvilket der er stor risiko for.
Sejl rundt i Bangkok
Igennem Bangkok går floden Chao Phraya. Vi plejer at bo ved floden og derfra tage flodbådene, som går hele vejen op langs Bangkoks Centrum. På trods af mængden af trafik på floden, kommer I udenom de værste trafikpropper. At sejle på floden er mere roligt end at køre igennem byen med taxa. De fleste riverside-hoteller har deres egen flodbåd, der sejler én til en nærliggende station, hvorfra rejsen kan gå videre.
Chatrium, hvor vi plejer at bo, har også deres egen båd, som sejler til Taksin broen, hvorfra I både kan tage tog og flodbåde. Flodbådene er billige og nemme at rejse med. Der er flere forskellige slags og kendetegnet for dem alle er, at I kommer hurtigt og billigt frem. Der findes både turistbåde med guider og almindelige flodbåde for de lokale.
På anlægsbroerne kan der for turister godt virke kaotisk, men det er alligevel nemt at finde ud af når I får det lært. På alle broer er der kort, der viser, hvor bådene sejler hen. Kan I ikke finde ud af det, er der personale på broerne, der er søde til at hjælpe. Der er fem forskellige ruter med fem forskellige farver flag. Nogle er express ruter der ikke stopper ved alle anløbssteder. Priserne er ca. 2 – 8 kr. afhængig af hvor langt I skal og hvilken rute I tager. I kommer hurtigt fra en bydel til en anden og får set Bangkok fra en helt anden side og så snart I er på bådende er det blot at nyde roen og udsigten.
I kan også leje en privat long tail boat og få en til at sejle jer rundt på Bangkoks floder. Dette er en mindeværdig oplevelse og koster kun 200-300 kr. afhængig af hvor I vil hen.
Taxa i Bangkok
Ønsker I, at bevæge jer ud i det trafikale kaos på hjul, kan I tage en taxa. Gør I dette, er det vigtigt at slå taxameteret til. På den måde, opnår I den billigste pris. Lad jer ikke lokke af chauffører der nok skal give jer en god pris og nægter at slå taxameteret til. Hop ud og tag den næste. En taxa fås på hvert et gadehjørne eller kan bestilles på hotellet. En god ting ved taxa er den kølende air condition.
Hvis du tager taxa fra Bangkoks lufthavn, skal du finde “Public Taxi Stand”. Her får du en kvittering med og taxaerne er registrerede. Denne service koster 50 baht, men så er du også sikker på at komme et rigtige sted hen, til den rigtige pris og hurtigst muligt. Derfor skal du tage public taxa, i stedet for dem der overfalder dig, når du træder ud af lufthavnen med “billige priser”. Det er oftest meget dyrere og du e ikke sikker på, at komme det rigtige sted han. Du kan også oftes, blive hentet af dit hotel. Denen service er nem og lækker, men også dyrere end en almindelig taxa.
Tuk Tuk i Bangkok
En anden sjov oplevelse er at køre tuk tuk igennem Bangkok. Dette kan dog være med livet som indsats, og skal nok gøres på mindre strækninger hvis I har børn med, afhængig af hvor eventyrlystne I er. Vi har gjort det flere gange og nydt oplevelsen, men sikkerheden er ikke stor i en lille ombygget scooter i Bangkoks centrum. Der holder tuk tuks alle steder og chaufførerne er meget interesserede i at få jer med. Her skal der aftales pris på forhånd. Husk at I altid skal forhandle jer ned til ca. minimum halvdelen af hvad de starter på.
Vær dog tilbageholdende, hvis de er meget billige, og lige vil vise jer et tempel, en diamanthandler eller en skrædder, som de kender. De får gratis brændstof fra butikkerne, for at køre jer dertil, og det forventes at I køber noget. Vi har taget sådan en tuk tuk en gang, velvidende at de forsøgte at snyde os til at få syet tøj og købe diamanter. Men for 10 kr. for en hel eftermiddag rundt i Bangkok, var det en sjov og billig oplevelse, selvom det var lidt svært at få lov at slippe for at købe noget. Det endte også med at vi gav tuk tuk-chaufføren lidt ekstra for turen.
Tog i Bangkok
En anden billig og mere sikker måde at komme rundt på er BTS skytrain, som minder lidt om det danske S-togs system. Det er billigt og nemt og der er dejlig koldt inde i toget. Desværre lidt for koldt hvis I skal langt og ikke ønsker halsbetændelse. I kan også tage undergrundsbanen MRT. Denne minder om vores metro. MRT og Skytrain har flere stationer hvor de mødes og hvor I kan skifte, hvilket gør det nemt og overskueligt.
Pauser. De bedste parker i Bangkok
Med den hektiske aktivitet, fremmede lugte, trykkende varme og mange mennesker der er i Bangkok, kan det som turist og ikke mindst børnefamilie være nødvendigt med en pause i en rolig oase. Dette er der heldigvis mulighed for mange forskellige steder. Jeg har her lavet en liste med mine yndlingssteder at slappe af i Bangkok.
Lumphini Park
Lumphini park er nok Bangkoks populæreste og mest kendte park. Med sin beliggenhed i Bangkoks største forretningsområde, Silom, er den nem at komme til. Det føles som at træde ind i en helt anden verden, når man kommer ind i den frodige park og væk fra Bangkoks skyskrabere og travle liv. Parken føles fredfyldt på trods af den voldsomme aktivitet der hersker her. Der er cykelstier og der er indrettede træningsområder til fitnessentusiaster. Parken er mest besøgt om morgenen og aftenen, hvor folk har fri fra arbejde og søger ind i parken for at holde picnic i skyggen af træerne, danse til høj musik og nyde den friske luft. I kommer nemmest dertil ved at tage til Lumphini MRT station.
Chatuchak
En anden og meget populær oase er Chatuchak park, der med sine tropiske træer, søer og plæner lander på en andenplads over populære parker i Bangkok. Medmindre I kommer i weekenden, hvor gæster fra Chatuchak weekend marked søger tilflugt hertil, er parken forholdsvis stille om dagen. Om aftenen derimod er der heftig aktivitet og liv. Madboder, motionister og familier vrimler frem når solen og temperaturen er nedadgående. De fleste thaier undgår den stegende sol i løbet af dagen, så I har Chatuchak Park næsten for jer selv, hvis I kommer før solnedgang. I finder parken ved at tage til Mo Chit BTS station.
Benjakiti
Benjakiti er en lille park beliggende tæt på Lumphini park. Den er under halvt så stor og er også blevet et meget populært sted. Den består primært af en stor sø og en masse små cykel- og løbestier. Parken er meget frodig og smuk og en anelse mere rolig end de lidt større parker. Vil I rundt og se parken kan I både leje cykler og små både til at sejle rundt på søen i. I parken finder I også legepladser til børnene, skateramper og små pladser til picnic. I kommer dertil ved at tage til stationen Queen Sirikit Convention Centre.
Bang Kra Chao
Udenfor Bangkoks travle byliv ligger den smukke og grønne oase Bang Kra chao. Her finder I ikke andet end kokosnødder, små landsbyer, jungle, buddhistiske templer og cykelstier. Parken byder på frisk luft, skov og frugtplantager, stilhed og fuglekvidder. I kan købe guidede cykelture fra bymidten herud til. I kan også komme dertil ved at tage en kort tur med båd over Chao Phraya-floden fra Klongtoei Port eller tage MRT til Klongtoei MRT. Hver weekend er der et flydende marked på floden, som er en rigtig sjov og anderledes oplevelse.
Benjasiri
I midten af Sukhumvit ligger Benjasiri Park. Her kan du holde picnic ved en lille sø, der med sine store træer byder på skygge, så det er til at holde ud at være her midt på dagen. Her er dejlig roligt på trods af at parken benyttes af motionister og idrætsklubber. Du kommer hertil med skytrain til stationen Phrom Pong BTS
Seværdigheder. Hvad skal du se i Bangkok
Khao San Road og Rambuttri
Dette område, er et af de steder jeg elsker aller mest ved Bangkok. Khao San Road og Rambuttri ligger tæt på hinanden, og man kan godt få en hel dag til at gå her. Khao San Road har I sikkert hørt om. Gaden er nok én af Sydøstasiens mest berømte gader. Alle backpackere med respekt for sig selv, har været her eller drømmer om at komme hertil. Hvad der tidligere var et stille område i Banglamphu, er i dag Bangkoks centrum for backpackere og budgetrejsende. Det er stedet hvor backpackere mødes, på deres vej ud i Asien.
Med sine mange lyde, farverige skilte, masagebikse, billige hostels, larmende backpackere og gadehandlere er Khao San Road en decideret turistattraktion i sig selv. I finder den i den nordlige side af området Rattanakosiner beliggende tæt på Chao Phraya River. Gaden er fyldt med billige hostels, fede barer, små butikker og en masse turistbureauer, som alle ønsker at sælge jer ture rundt i Asien. Vi har været der med børnene. De synes det var meget sjovt at gå på opdagelse hos de forskellige boder.
Rambuttri er, modsat Khao San Road, en lille rolig gade som ligger tæt på. Selv om det ligger tæt på Khao San Road, er det en helt anden verden der befinder sig her. Gaden kan give jer en smag af, hvad Bangkok var inden skyskrabere og backpackere indtog byen. Gaden har små billige hostels, massage-steder og små gadekøkkener, lidt ligesom Khao San Road. Men her er en helt anden ro og hyggelig stemning, og en masse skyggefulde spots pga. de store træer og mindre gader.
Start turen mod Khao San Road og Rambuttri ved at tage flodbåden til Phra Arthit bådebro. Gå herfra over på den anden side af gaden og ind gennem de små stier, hvor du rammer Rambuttri. Her kommer kun ganske få biler og minder om en hyggelig gågade med de skyggende træer og fine små gadekøkkener. Her kan børnene også rende rundt uden I skal have hjertet oppe i halsen i frygt for de bliver kørt ned. Spis frokost på en af de små gadekøkkener, hvor I får meget billig og lækker mad. Herefter kan I gå på opdagelse hos gadehandlerne, og herefter bevæge jer over mod Khao San Road.
En af de mest mindeværdige oplevelse vi har haft i Bangkok, er gåturen fra Rambutri. På vejen kom vi igennem en masse små og hyggelige gårde og veje, hvor vi nærmest følte vi kom ind igennem folks hjem, da de tager tv’et med på gaden og sidder ude på de små stier. På en måde grænseoverskridende og på en måde bare en sjov oplevelse. Turen bød også på en tur igennem et lille Thaiboksnings-træningscenter. Til sidst endte vi på Khao San Road hvor vi købte fruit shakes og tog en kaffe på en af de mange restauranter. Her kan I også få en gang massage efter en god gang shopping i gaden. For enden af Khao San Road, er der fyldt med tuk tuks og taxa’er, der hurtigt kan fragte jer væk igen, når oplevelserne og virvarret bliver for meget.
China Town
Aktiviteten på Khao San Road, kan næsten ikke måle sig med virvarret, lydene, duftene og oplevelserne i China Town. Så er man et menneske der ikke kan lukke af for lugt, larm og mange mennesker, skal man holde sig langt væk herfra. Men en dag i China Town med alle markederne, menneskerne og gadehandlerne kan for alle oplevelseslystne turister og børn være en stor og mindeværdig oplevelse. Med sit miks af kinesiske og thailandske kulturer med madboder, handlende og storslående templer, er der nok for jer at se, smage og høre til en hel dag.
Hvis I ønsker billig og meget alsidig shopping i Bangkok, er det Sampeng Lane Market I skal tage til. Her kan I finde alt fra klip klapper, juletræer, plastik-dimser, legetøj og elektronik. Ja nærmest alt hvad hjertet begærer findes her. Vores børn syntes det var en sjov oplevelse med alle de forunderlige dimsedutter og legetøj til meget få penge. Ren slaraffenland for små størrelser.
Den bedste mad i Bangkok finder I også i China Town. Om aftenen forvandles hovedgaden Yowarat road til nok verdens bedste street food location. I sidder på små plastikstole, mens tuk tuks og motorcykler farer rundt imellem de lange køer af folk der vil købe mad. I kan få alt fra dimsum, nudelretter, hjemmelavede is og eksotisk frugt.
Er I mere til at sidde inde, er der også lidt indendørs restauranter med engelske menukort. Både lokale og turister flokkes om de små gadehandlere. For at komme hertil skal I enten tage en tuk tuk eller tage MRT til Hua Lamphong Station, hvorfra der er 15 minutters gåtur.
Husk ikke at tage hertil mandag, eller på kinesiske helligdage, hvor gadehandlere ikke må handle. Den fejl har vi gjort en gang, og området var helt stille og mørkt.
I China Town finder I også Wat Traimit, som huser den største guldbuddha i verden. Husk at I ikke må vise skuldre og ben. I kan leje store tørklæder til at dække jer med i boderne ved siden af indgangen.
Alt i alt er China Town noget af en oplevelse, men man skal væbne sig med tålmodighed og kunne leve med larm, lugt, hede og mange, mange mennesker. Hvis I har børn med, kan jeg anbefale at dele turen op, så I ikke skal være her alt for mange timer, eller tage en pause i en park eller med en gang massage.
Templer
Er man i Bangkok er alle Wat’erne (eller i det mindste nogle af dem) et must-see. Wat er et tempel, men i sin oprindelige betydning en skole med en bygning, der huser buddha.
Grand Palace
Hvis I skal rundt og være kulturelle i Bangkok, kan I med fordel starte i Grand Palace som er det kongelige tempelkompleks bygget i slutningen af 1700-tallet. Grand Palace er en nok den mest kendte turistattraktion i Bangkok, hvis ikke i hele Asien. Dette ses også på menneskemængden, da der ofte kan være ret meget kø ude foran for at komme ind. Det er en hel tempel by, hvor I sagtens kan tilbringe flere timer. Den består af en masse små bygninger og haver omgrænset af en 2 km lang mur. Når I kommer ind, vil I blive tryllebundet af alt guldet, det smukke farveorgie og de imponerende statuer. Der er virkelig meget at se. I den ene bygning Wat Phra Keo er der en smaragd-Buddha på en 11 meter høj forgyldt trone.
Wat Pho
Efter Grand Palace kan I gå til Wat Pho (den liggende Buddha) som er det største tempel i landet og huser flest Buddha statuer. Stedet er berømt for den gigantiske liggende Buddha, som I højst sandsynlig kender fra flere film. Buddhaen er 46 meter lang og dækket af bladguld. Vores børn var meget imponeret over statuens størrelse, og ikke mindst dens enorme fødder. I templet kan I også få massage hvis I ønskes det, idet der også er en skole for traditionel medicin og massage. I kan også tage massagekurser her, hvis det er det I ønsker.
Da vi var her var det ulideligt varmt, og det var første dag i Bangkok. Det var hårdt at rende rundt her i 40 graders varme, men heldigvis kan der både købes is og drikkevarer her, så vi nød godt af en pause fra oplevelserne og varmen.
Wat Arun
Efter Wat Pho tager I en flodbåd over Chao Phraya river til Wat Arun. Wat Arun kender I fra de fleste guidebøger, da det nok er en af Bangkoks mest fotograferede vartegn ved solnedgang. Wat Arun betyder dog Daggryets tempel, da den er det første Wat der fanger morgenlyset. Wat Arun består af en høj søjle i midten og fire mindre udenom. Den er beklædt med konkylier, porcelæn og farvet glas, hvilket er det der giver det flotte lysende skær ved solopgang og –nedgang. Bunden af søjlerne er dekoreret med de flotteste figurer.
Gangbesværede har svært ved at komme rundt der, da I skal klatre på de stejle trapper. Børn nyder at klatre rundt og udforske de sjove figurer. Hvis I ikke lider af højdeskræk kan I kravle op og nyde den flotte udsigt udover floden. Kommer I om aftenen ved solnedgang skal I blive på østsiden for at nyde solenedgangen bag templet.
Flodtur
Har I brug for at slappe af på jeres tur rundt i Bangkoks kaotiske liv, kan I tage en tur på floden. Man får set Bangkok fra en helt anden side. I kan både tage de almindelige både samt turistbådene, hvor guider fortæller om de forskellige steder. Dette er lidt dyrere og det medfører ikke så meget ro, da guiderne er meget larmende. I kan også købe et dinner-cruise, som adskillige selskaber tilbyder. Her får I en guidet tur rundt i Bangkok mens der serveres gourmetmad. Dette koster ca. 2-300 kr. pr mand. I kan også tage en tur på floating market med en lokal guide. Dette har vi endnu til gode, og da vi elsker at sejle rundt i Bangkok er dette på listen til næste gang.
Shopping i Bangkok
Tidligere var Bangkok mest kendt for varme kaotiske markeder fyldt med kopivarer. Men dette har ændret sig. Nu finder man alt fra gigantiske shoppingcentre med akvarier i underetagen, bilforhandler, dyre luksusbutikker til små markeder med antikviteter og kopivarer. Bangkok er blevet Thailands shoppingmekka med alt for enhver smag og pengepung.
Siam Square
Siam Square er der hvor shopping-paradiset starter. Her viser byen sig fra sin mest moderne og kapitalstærke side. Tager I hertil kan i snildt bruge en hel dag på shopping og stadig ikke have set halvdelen af hvad området tilbyder. Her finder I 3 mega shopping centrer. Centralworld, Siam Paragon og MBK, der alle er forbundet med sky Walks, så I ikke behøver ned på de flersporede veje imellem centrerne. Selve Siam Square et et open air shopping område, hvor der ligger en masse små butikker og spisesteder. Her kan man også bruge timer, på blot at betragte de mange forbipasserende, da det er her Bangkoks trendy teenagere og Chulanlongkorn Universitetes studerende hænger ud.
MBK
MBK er Bangkoks billige shoppingcenter. Det minder mest om et indendørs kæmpe marked med små boder. Det er her tilladt at prutte om prisen, hvilket I ellers ikke kan i andre shoppingcentrer. MBK er 8 etager og har ca, 2.000 små butikker og overgås kun af Chatuchak Weekend Markedet. Hver etage har sit eget tema. En etage har mobiltelefoner, en etage tasker og tøj, og på øverste etage finder I et godt food court, hvor I kan få god mad til billige penge. Det er thailandske priser, og billigt sammenlignet med de omkringliggende centre.
En anden måde MBK adskiller sig fra de nærliggende centre på, er også at der sælges kopivarer, så se dig godt for. Vi har været der flere gange, og synes det er en sjov oplevelse men også lidt anstrengende. Men orker I ikke China town for dimsedut-shopping, er MBK et godt og mere roligt alternativ. Sælgerne hiver ikke fat i dig, og du kan gå i nogenlunde ro og fred og handle.
Siam Paragon
Hvis I er til det eksklusive, er det Siam Paragon I skal til. Her finder I lækker luksus på i alt 7 etager. Intet kan måle sig med dette, hvis I er til mærkevarer og dyre biler, da Siam Paragon er en af Thailand største shoppingcentrer. Når I træder ind i den store hal holder der Bentleys, Lamborghini, Maserati og McLaren på rad og række. Butikkerne er alle de dyre mærker som Prada, Dior, Patek Philippe osv. På nederste etage finder I Sealife Ocean World, som er et kæmpe akvarie hvor de har både hajer og pingviner.
Asiatique the riverfront
Hvis I ikke ønsker at være spærret inde i et indendørs shoppingcenter er Asiatique riverfront et godt alternativ. Her har vi været hver gang vi har været i Bangkok. Det er et udendørs markeds-, underholdnings- og restaurantområde, og det ligger ud til floden. Det ligger lidt udenfor Bangkok og den værste larm og lugt.
I Asiatique finder I ca. 1.500 små asiatiske butiksboder med alt mellem himmel og jord samt ca. 40 restauranter. Priserne er lidt over det sædvanlige asiatiske markedsniveau, men billigt sammenlignet med danske butikspriser. Asiatique har kun åbent om aftenen fra kl 17 til 24 og vi plejer at tage dertil for at spise aftensmad. Inde i midten finder I et food court med primært asiatiske restauranter. Vi har ofte spist her og kan anbefale at prøve en af de små restauranter. Tag dem med længst kø og mest uforståelige menukort og børnene elsker det.
Vi har spist på Rocking Doll flere gange. Pladsen er meget trang og det er ret stressende at sidde her med børn, men igen er det oplevelsen værd. Maden er lækker og billig. Det kan som alt andet i Bangkok virke kaotisk, men det er det værd pga. den gode mad. Ud mod floden ligger vestlige og dyrere restauranter, som generelt er lidt kedelige men meget besøgte.
Spredt rundt på markedet finder I også små butikker der sælger div. fruit shakes og andre drikke og snacks. Asiatique har som sagt kun åbent om aftenen hvor det flotte store 60 m høje pariserhjul lyser op i mørket. Ved pariserhjulet ligger et lille entertainment-område med radiobiler og anden underholdning til børn. Det har været et stort hit for både børn og voksne når vi har været afsted. Hver aften viser de Thaiboksning i den store boksesal ved indgangen. Man kan tage en gratis båd hertil fra Taksin broen, og er nemt at komme til fra Chatrium riverside.
Weekendmarkedet Chatuchak
Findes det er det helt sikkert at finde på Chatuchak weekendmarked, som er et must see hvis I befinder jer i Bangkok i en weekend. På det udendørs og verdensberømte marked kan I bruge mange timer, da det strækker sig over flere kvadratkilometer. Der er tusinder af små forretninger der sælger alt fra burmesiske Buddhaer til husdyr af uforklarlig oprindelse, lækre Thairetter, is og fruit shakes til få kroner. Her kan man finde næsten alt mellem himmel og jord. Weekendmarkedet er hamrende varmt fra klokken 11 og senere på dagen. Går I døde midt i shoppingen kan I selvfølgelig købe en gang massage. Det kan være svært ikke at fare vild på dette kæmpe marked.
Markedet er delt op i sektioner i alt 26, og der er skilte til stationen flere steder, så hold øje med hvor I befinder jer. Vi lavede dog fejlen at tage hertil med 2 meget trætte børn lidt for sent, da vi var landet dagen før og stadig var lidt jetlagramt. Selve markedet var fint og en sjov oplevelse for børnene, men da vi nåede frokosttid inden vi var fremme blev varmen og de mange indtryk for meget for den mindste, som var skrub hysterisk. Heldigvis kunne vi hurtigt hoppe på et kølende tog, da stationen Mo Chit er meget tæt på, og skynde os hjem igen.
Men på trods af skrigende og trætte børn, var det en oplevelse hverken os eller ungerne ville have været foruden. Men et godt råd, er at I skal tage derud så tidligt om morgenen som muligt og spise morgenmad på en af de små cafeer. Så undgår I den værste varme og det kan sagtens lade sig gøre at få en cappuccino og en croissant, hvis man ikke er til thaimad fra morgenstunden.
Sukhumvit Road/marked
Sukhumvit road er kendt af mange turister, da her ligger adskillige hoteller, restauranter, barer og markeder. Sukhumvit Road er en af Bangkoks mest trafikerede gader, men de små sidegader kaldet Soi er mere stille og rolige, og det er også her at shoppingen og de små gadekøkkener findes. I kommer hertil ved at tage til Ploenchit Skytrain station. Fra Soi 2 til Soi 15 finder I Sukhumvit marked, der starter omkring klokken 14 og slutter ud på aftenen. Markedet er primært henvendt til turister, så I skal huske at prutte om prisen. Markedet er ikke kæmpe stort, hvilket gør det lidt mere overskueligt sammenlignet med Chatuchak.
Lommepengebudget til Bangkok
Chatrium som vi bruger i Bangkok, er ikke i den billige ende og koster et sted mellem 900-1800 pr nat, afhængig af tidpunkt og familens størrelse. Men du kan sagtens, finde billigere hoteller her. Er i to voksne kan i sagtens find et fint 4-stjernet hotel til ca. 400 kr par nat. Se her. Rejser i derimod på budget og ønsker den helt skrabede model, kan i bo for under 100 kr. på et hostel. Ønsker i luksus, får i virkelig meget luksus for pengene hvis i vil bruge kr. 1.000 pr. natr. Men det er smag eller behag, hvad man ønsker.
Mht. maden, er dette også meget billigt. Vil du spise lokalt, kan du spise for meget få penge. En 3 retters menu på et lokalt køkken, koster ca. 20-30 kr. En ret med kød fra et gadekøkken koster ca. 7-10 kr. Vil du spise på en international restaurant, er det lidt dyrere og en 3 retters menu koster ca. 150 kr. Skal det være nemt med børn kan Mc D-menu fås til ca. 15 kr.
Transporten i Bangkok er både nemt og billigt. En busbillet ligger til 2 kr. Taxa er billigt og nemt, og som sagt, så kør altid på taxa-meter. Du giver 7 kr i startgebyr inkl. den første 1 km, herefter betaler du ca. 1 kr pr km, og knap 2 kr pr. km, efter de første 80 kr. Skytrain-billet koster ca. 4 kr.
Hvis du vil læse mere om budgetter i Thailand, kan du læse om det her.
Mine bedste tips til Bangkok
Her har jeg samlet mine bedste tips til en god ferie i Bangkok. Den er lavet med børnefamilier i fokus, men andre vil også kunne få glæde af dem.
- Bo lidt udenfor Bangkoks centrum, så I kommer ned i gear på hotellet og ikke befinder jer i Bangkoks larm og kaos hele tiden. Lad op til en ny tur derind og tag små korte ture. Vi plejer at bo på Chatrium, som er tæt på byen, men stadig så langt ude at der er ro. Du kan læse mere om hotellet her
- Undgå at planlægge at tage til markeder om mandagen da gadehandlere er forbudt om mandagen.
- Bliver larmen og varmen for meget så tag en taxa. Her er oftest air condition, så I kan blive kølet lidt ned.
- Hvis I rejser med børn så brug klapvogn i lufthavnen. Dette giver jer adgang til fast track i security.
- Hav også en bæresele med. Flere steder er det ufremkommeligt med klapvogn både pga. menneskemængden og ødelagte fortove.
- Husk et lille tørklæde til når I skal med tog. Der er skruet voldsomt op for air conditionen. Nok til en gang ferie-halsbetændelse.
- Ønsker I ro så tag en flodbåd. Der er mere ro end byen, og I ser Bangkok fra en helt anden side og kommer udenom trafikpropperne.
- Tag en tuk tuk på en kort tur. Det er sjovt men kan blive en livsfarlig oplevelse. Så kør udenfor byen eller små korte ture.
- Bliver larmen for meget, så tag en pause i en af Bangkoks mange parker.
- Sæt første dag af til pool når I lander. Bangkok er hård ved alle sanser, og er man oveni købet jetlagsramt, er det næsten uudholdeligt.
- Prut altid prisen ned til min. 50% på et marked. Har du budt og er igang med at forhandle, er det uhøfligt at gå derfra.
- Husk masser af vand på turen rundt i storbyen. Sørg for godt med pauser, godt med væske, solcreme og solbriller. De sælger vand og drikkevarer på næsten alle gadehjørner.
- Husk tempeltøj: Kvinder skal dække skuldre og knæ og gå i lukkede sko, og mænd skal bære lange bukser, lukkede sko og dække skuldre. De fleste steder kan man låne tøj til at dække sig med.
- Find et godt bykort, hvor du kan få en oversigt over de mindre gader. En sidegade hedder en Soi.
- Hav et visitkort med fra jeres hotel. Så undgår I misforståelser og lange unødvendige køreture til forkerte steder. Thai-engelsk er ikke altid helt forståeligt.
- Brug taxa-meter i taxa’en. -også selvom taxachaufføren nægter og vil give jer en “god” pris.
- Tal ALDRIG grimt om kongen.
- Kys eller kram ikke i offentligheden. Det anses som meget stødende.
- Tag skoene af når du går ind i små butikker (Hvis der står sko i indgangen, er det ikke fordi de er glemt)
- Rør ikke folk på hovedet eller peg med fødderne. Hovedet anses som det helligste og må ikke røres.
- Prøv et gadekøkken. Hygiejnen skal I ikke være bange for. Vi er aldrig blevet syge og her får man noget af verdens bedste mad.
- Hav noget med med navnet på jeres hotel når I lander. Dette gør det nemt at tage taxa dertil. I behøver ikke booke afhentning, der der holder lange køer med taxaer i lufthavnen.
- Det viser respekt at kunne hilse på Thailandsk. Sawadee kap (mænd) /sawadee kaa (kvinder)
- Undlad at råbe og skælde ud. At vise negative følelser, giver generelt dårlig karma og betyder man taber ansigt.
- Hav tålmodighed. Thai’erne har ikke travlt, og forstår ikke hvorfor vi har det. Det kan heller ikke betale sig, at skynde sig i varmen.
Skriv et svar